Peter den Stores besøg i Czarens Hus

Czarens Hus hvidkalket, som det før har været

Czarens Hus som det tidligere har præsenteret sig

 

På vej til en planlagt landgang som den danske konges allierede under Den store nordiske Krig kom den russiske zar Peter den Store i 1716 forbi Nykøbing Falster.

 

Det fyrstelige besøg kom uventet og ved zarens landgang i Gedser blev der sendt bud til Nykøbing Slot om hans komme. I al hast blev Nykøbings borgerskabs fruer derfor udkommanderet for at tilberede mad til fyrsten og hans følge.

 

Efter ankomst i hestevogn til Nykøbing sejlede zaren fra slottet ud på Guldborgsund for at møde sin flåde, og steg sammen med den i land på Færgebroen for enden af Færgestræde. Og i stedet for at spise på slottet som forventet trådte Peter den Store ind på Færge- og postkroen for enden af Færgestræde for at indtage et aftenmåltid.

 

Den lokale kros forhåndenværende frem for et fyrsteligt måltid

Den unge apotekersøn Claus Seidelin, der senere i livet skrev sine erindringer, smuttede med ind, og fra ham vides det, hvad Czaren blev beværtet med:

 

"...(han) los sig der servere med Rug- og Hvede-Brød, Smør, hollandsk Ost, Gottøl, Brendeviin og Viin, og især hoved hand god Dantziger-Pryssing, thi andet hafde de icke at foresætte ham. Jeg var da og sluppet ind til Rosenfeldts for at see Czaren spiise, som skeedte med megen grace, thi naar hand hafde smurt sig et Stycke Smørre-Brød, slickede hand altid Smørret reent af Knifven igien".

 

Det fyrstelige besøg blev mindet ved opsætning af en trætavle med inskriptionen "Ihre Czarische Maiestät zu MoscovienPeter Alexewitz hat hier gespeiset Anno 1716 di 15 Juli I.R.F.". Det blev den første af indtil videre i alt fem mindetavler om fyrstelige besøg i beværtningen. Senest var det Dronning Margrethe II der gæstede stedet i 1989. Skiltene kan stadig ses i restaurant Czarens Hus.

 

Midler til restaurering af Det Skæve Hjørne
 I 1898 lykkedes det gæstgiver Henriksen at få midler fra den daværende russiske zar, Nicolai II, til restaureringen af bygningen, hvor Peter den Store i sin tid var blevet bespist, som i folkemunde blev kaldt 'Det Skæve Hjørne'. Ved ansøgningen lovedes det, at bygningen herefter ville blive kaldt Czarens Hus (efter datidens stavemåde).

 

CH_restaurering _1898

Som det ses var det en omfattende restaurering, der fandt sted i 1898 med økonomisk hjælp fra den russiske zar Nicolai II.