Bevaringsplaner

 

En færdig bevaringsplan er et meget nyttigt dokument til at planlægge bevaringsindsatsen efter. En bevaringsplan udarbejdes på grundlag af et tilsyn med en samling og den bygning, der huser samlingen.

 

Bevaringscenter Næstved udarbejder altid bevaringsplaner i tæt samarbejde med ejer af samlinger og/eller bygninger. Herved opnås det bedst mulige grundlag for videre rådgivning og planlægning.


Bevaringsplaner kan udarbejdes alle steder, hvor der er værdier man ønsker at bevare. Det være sig udstillinger og magasiner på museer, arkiver, samlinger på offentlige institutioner og private samlinger, både store og små.  


Formålet med en bevaringsplan er ved en kritisk og systematisk gennemgang af lokaliteterne at skabe overblik over klima- og opbevaringsbetingelser for genstandene og at beskrive samlingernes bevaringstilstand i forhold til, hvor egnet den er til fremtidig bevaring og formidling. Der bliver også udarbejdet en beskrivelse af det aktuelle trusselsbillede for de enkelte lokaliteter, således at dette kan anvendes i forbindelse med beredskabsplaner.
Målet med bevaringsplanen er både at give en samlet bevaringsfaglig bedømmelse for hver enkelt lokalitet og at analysere hvilke faktorer, der er de største trusler for bevaringen. Endvidere er det ofte relevant at se på muligheder for bevaringsforbedrende tiltag på tværs af organisationen.


Indsamling af informationer og dokumentation samt tolkninger i bevaringsplaner sker efter almindelige anerkendte metoder.


Herudover hentes viden om sikringsmæssige forhold i litteratur, samt viden om samfundsforhold vedrørende brand og indbrud i Danmarks Statistik.